Om projektet



Projekt ”Tryg via Kommunikation” omhandlede implementeringen af kommunikationshjælpemidler (Alternativ og Supplerende Kommunikation, ASK) på fem hospitalsafdelinger i Region Midtjylland.


Målgruppen var patienter, der varigt eller midlertidigt ikke kunne bruge talesprog. Dette kunne være grundet intubering ved respiratorbehandling, et traume, en neurologisk lidelse eller andet, som kan resultere i, at talesproget kan forsvinde.


Formålet med projektet var at sætte patienter uden talesprog i stand til at kommunikere selvstændigt, med henblik på at opnå øget sikkerhed og tryghed under indlæggelsen.


I projektperioden blev sundhedspersonalet uddannet i at benytte kommunikationsstrategier og -hjælpemidler til patienter uden et funktionelt talesprog for at sikre en bedre pleje, og for at undgå misforståelser mellem personalet og patienten. Desuden fik hver afdeling udleveret kommunikationsmateriale: både ikke-teknologiske hjælpemidler (udpegningstavler etc.) og teknologiske hjælpemidler (iPad og windowstablet, begge med specielt tilrettelagte kommunikationsprogrammer).


Kontakt projektleder Anna Voss for at høre mere om projektet.